Håndlavet håndværk tager tid. I forvandlingen fra rå lerklump til færdigt keramik er der mange arbejdsprocessor, og jeg holder af dem alle hver og en. Derfor er det også de færreste af dem, jeg optimerer, fordi de for mig alle er en del af håndværket og arbejdet med det organiske materiale. Og fordi gode ting tager tid, og det må de gerne.
I værkstedet på Fyn er der kun mig til at ælte, veje ler af, trække hanke, dreje, glasere, slibe og brænde. Jeg gør det hele i hånden. Og sådan skal det blive ved med at være. For jeg har lovet mig selv, at arbejdet med keramikken ikke skal blive for travlt. Det skal være sjovt og fuld af ro og fordybelse.
Udover mig og de to værkstedshunde, Erik og Holger, så kan du også møde min værkstedsninja Christine. Hun svarer jer ofte i indbakken, pakker ordrer, tager billeder og styrer de sociale medier.